Litteratur

Sådan skaber du en livslang læsekreds

Mette startede sin læsekreds, da hendes søn begyndte i børnehaveklasse. Nu er han 44 år, og læsekredsen kører stadig. Her får du Mettes tips til at holde liv i læsefællesskabet.

Af biblioteket

Mennesker, der taler sammen om en bog

I Hyllinge vest for Næstved findes en helt særlig læsekreds. Den startede for næsten 40 år siden, og Mette og én anden har været med fra begyndelsen. "Vi har følt et fællesskab i det", siger Mette, der har flere gode tanker om, hvordan man holder liv i læsefællesskabet gennem så mange år.

Find inspiration på biblioteket

Lige nu læser gruppen Kim Blæsbjergs De bedste familier, som Mette synes er meget interessant. Ellers kan det godt knibe med at finde nye bøger til læsekredsen. De mødes nemlig hver måned (med pause fra forsommeren til efteråret), og det bliver til otte bøger på en sæson.

”Ja, en bog pr. måned i 28 år… nej 38 år! Vi har jo snart 40 års jubilæum!” siger Mette. Ifølge det regnestykke har læsekredsen gennem årene læst omkring 300 bøger, og derfor er Mette altid på udkig efter inspiration til nye titler. Hun bruger tit biblioteket til at komme med gode forslag, og der har været mange store læseoplevelser undervejs:

“Nogle bøger, vi alle sammen kan huske, er Bjarne Reuters. Dem var vi vildt optagede af,” siger hun og fortæller, at de overvejer at genlæse en af hans serier. 

Lad bogen skabe fællesskabet

For Mette har det altid fungeret godt, at det er bogen, man mødes om, og så følger fællesskabet med. ”Det er vigtigt for mig at følge med i, hvad der sker hos de andre – og i lokalsamfundet."

Hun er selv flyttet fra Hyllinge, men kommer der stadig pga. læsekredsen: ”For mig betyder det, at jeg stadig har noget tilknytning til det sted, hvor jeg har været barn. Og hvor mine egne børn er vokset op.”

Inviter nye ind

Selvom Mettes læsegruppe har eksisteret i 40 år, er det ikke alle, der har været med så længe: "Men de andre har også været med i 20 år, tror jeg,” fortæller Mette. ”Vi har også haft nogle inde, som kun har prøvet det af i en enkelt sæson og så fundet ud af, at det ikke lige var noget for dem. Den (læsegruppen, red.) er jo ikke lukket."

Og det er der faktisk en vigtig pointe i. Gruppen har bl.a. kunnet køre så længe, fordi de altid har taget imod nye og givet plads til, at man bare er med i den tid, man har lyst.

Mød hinanden fysisk

Hvis man selv har lyst til at starte eller indgå i en læsekreds, er det bare at henvende sig på biblioteket. For der er masser af læselyst derude og lyst til at mødes om det og skabe nye fællesskaber. Og til det har Mette også et tip: ”Mød hinanden fysisk. I tiden nu med alle de skærme, er det bedre at mødes fysisk i læsegrupperne”, slutter hun.