Litteratur

Odsherred Læser

Til Odsherred Læser 2024 står festivalens maskot i rampelyset. Her kan du læse mere om Bibber og hendes nye billedbog, og om Danmarks største litteratur- og læsefestival Odsherred Læser.

Af Ida

Tove Krebs Lange

Du kender måske Bibber som den bløde, blå, bamselignende fidus, der sidder ovenpå Odsherred i sine kondisko og sit spøjse, farverige hår og er fordybet i en bog. Bibber har i mange år været Odsherred Læsers logo og maskot. 

Bibbers navn er inspireret af kælenavnet for bibliotekarer, for hun elsker at læse og besøge biblioteket. Bibber er skabt af forfatter og illustrator Tove Krebs Lange og får i år, som en del af litteratur- og læsefestivalen Odsherred Læser, sin helt egen udstilling i PAKHUSgalleriet. Her udstilles en masse forskellige versioner af Bibber, lavet af Odsherreds børn og dygtige voksne strikkekyndige. På galleriets 2. etage kan man i udstillingsperioden, fra den 4. - 16. november, besøge Bibbers hyggelige og finurlige hjem. 

Hvad er Odsherred Læser?

Odsherred Læser er Danmarks største litteratur- og læsefestival for børn og unge. Den foregår i november i alle skoler, friskoler, børnehaver og dagtilbud, på Odsherreds Gymnasium, på biblioteker, i kirkerne, i naturen og ikke mindst i kulturinstitutionerne i Odsherred og omegn.

Der bliver under festivalen afholdt to inspirerende læsekonferencer, en for pædagoger og dagplejere og en for lærere og gymnasielærere. På læsekonferencerne er der foredrag og workshops med forfattere, forskere, illustratorer, formidlere og andre eksperter indenfor børne- og ungelitteratur.

Festivalleder Anne-Marie Donslund fik i 2019 Blixenprisen, Klods Hans Prisen og Poul Johansens Kulturpris og blev i 2020 nomineret til Odsherred Kommunes Kulturpris for arbejdet med litteratur- og læsefestivalen.

Tove Krebs Lange har i år i samarbejde med Odsherred Læser lavet en billedbog om festivalens maskot, som hun for år tilbage designede. Bogen om 'Bibber' udkom i oktober og bliver omdelt til alle børnehavebørn og elever i 0. og 1. klasse.