Vær opmærksom på digital svindel
Igen i år hjælper Bodil Jørgensen danskerne til bedre at kunne passe på deres personlige oplysninger og undgå identitetstyveri. Bag kampagnen står Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab sammen med parterne KL, Danske Regioner, politiet, Digitaliseringsstyrelsen, Skattestyrelsen, Det Kriminalpræventive Råd og Forbrugerrådet Tænk.
Af Ida
Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.
Sådan lyder kampagnens hovedbudskab. Digitale svindlere udgiver sig ofte for at være fra banken eller en myndighed, når de forsøger at lokke personlige oplysninger ud af borgere. Svindlerne kan virke troværdige og være svære at gennemskue. Derfor er budskabet en god huskeregel, der kan hjælpe borgere med at undgå at få stjålet og misbrugt deres digitale identitet.
Hvis banker og offentlige myndigheder har brug for dine personlige oplysninger, vil de kontakte dig gennem Digital Post eller din netbank og henvise til selvbetjeningsløsninger. De vil altså ikke række ud til dig uopfordret over mail, SMS eller opkald med det formål at bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger.
Lær, hvordan du spotter falske mails, SMS’er og opkald
Når svindlerne kontakter dig, udgiver de sig for at være afsendere, som vi stoler på, fx banker eller offentlige myndigheder. Det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om svindel. Tag quizzen her og bliv klogere på, hvad du skal være særligt opmærksom på for at passe på dine oplysninger.
Gode huskeregler
- Overfør aldrig penge til nogen, hvis du er i tvivl om, hvem de er
- Smæk røret på og lad være med at klikke
- Stop op og tænk dig om, inden du udleverer dine personlige oplysninger
- Giv ikke dine personlige oplysninger som for eksempel kodeord eller MitID-oplysninger væk over mail, SMS eller opkald
- Hvis du er i tvivl om en persons identitet, så bed om deres navn og afdeling og ring tilbage på virksomhedens hovednummer
- Hvis du modtager en mail eller SMS med et link i, så lad være med at klikke på linket