PAKHUSgalleriets historie
Kunstnere og kulturfolk fra kunstnersammenslutningen Stokrosebanden grundlagde i 1977 Kunstforeningen Pakhuset. Målet var at etablere udstillingssted og kulturhus i el-installatør Børge Lund-Jensens gamle pakhus på hjørnet af Savværksvej og Vesterbro i Nykøbing.
Det lykkedes, og siden 1977 har galleriet og de omgivende lokaler været et kulturelt samlingssted for Nykøbing og omegn. Gennem årene har toppen af dansk kunst udstillet i og foran Pakhuset, og galleriet fortsætter med en blanding af nationalt anerkendte og lokale kunstnere den dag i dag.
Odsherred Bibliotek og Kulturhuse driver nu udstillingsvirksomheden videre under navnet PAKHUSgalleriet.
Stemningsbillede fra kunsterlivet i Odsherred omkring galleriets grundlæggelse
I erindringsbogen »Landskabet bag mig« beskriver maleren Arne Haugen Sørensen kunstnerlivet i Odsherred i 1968-81 som rent »Hip, hip, hurra!« - en hentydning til Krøyers frokostmotiv fra Skagen med champagne-skålende malere, fruer og venner. - Vi malede. Besøgte hinanden. Stegte hele lam over gløderne til fantastiske sommerfester. Vidunderligt, husker Haugen Sørensen.
Udflytterkunstnerne fra København, blandt andre Haugen Sørensen, Loui Michael, Lisbet Olrik, Børge Jørgensen, Helle-Vibeke Erichsen, Seppo Mattinen, Børge Jørgensen og Karl Åge Riget, blev kaldt »Stokroserne «. En ironisk hentydning til deres hang til landlig idyl i Odsherred.
Mange af landets kunstforeninger er opstået i tilknytning til et museum. Anderledes i Odsherred, hvor udgangspunktet for kunstforeningen er et gammelt pakhus, skrev Preben Wilmann i kataloget, da Kunstforeningen fejrede 10 års fødselsdag i 1987.
Kilde: Nordvestnyt.dk